Min historie!

Jeg er født den 17/6.-1947, mens mor og far boede på Klosterhedegård, der lå mellem Hurup og Vestervig. Der er min storebror også født, han er 2 år ældre end jeg. I oktober 1947 overtog mor og far Kornhøjgård i Heltborg efter fars plejeforældre. Fars Plejefar blev boende hos os til sin død i 1953.
Da mor og far flyttede til Heltborg, havde de en hund, som de tog med, men den ville ikke være på Kornhøjgård, så den løb tilbage til Klosterhedegård. Den fik så lov til at blive på Klosterhedegård.

Min lillebror har Kornhøjgård i dag. Han har solgt det meste af jorden fra, der er kun lidt tilbage rundt om gården. Men de har det bedste tilbage, nemlig den mest fantastiske udsigt, du kan forestille dig, og som jeg også stadigvæk kan nyde godt af, når jeg er på besøg. Jeg bliver aldrig træt af denne udsigt.
Mod nord, fra et loft vindue, så min bror en dag noget, der blinkede langt ude i horisontet. Han hentede kikkerten, for at finde ud af, hvad det var, og så et stort jernskib/fragtskib sejle/ligge derude på havet. Det var solen der blinker i noget på skibet, på havet ud for Klitmøller. Mod nord-øst er der kun en pynt i vejen for, at vi kan se til Thisted. Mod øst hele Mors´ bredside. Salling og Venø mod syd-øst. Vestervig mod vest.
Hele vejen rundt kan vi i alt se 28 Kirketårne. Det er bare skønt.

Ja, her er så min far med hunden fra Klosterhedegård. Jeg tror også hesten er derfra.
"At ville eller ikke ville": -Jeg gør det sgú! - Og hjemad gik det, der var en 3 - 4 km mellem gårdene.

Jeg blev døbt i Heltborg Kirke, og fik navnet Karin Elisabeth. Jeg kan huske, at far har fortalt, at Præsten Pastor Holger Andersen, som var præst i Visby og Heltborg dengang, ikke ville have, at jeg hed Karin, jeg måtte hedde Karen, fordi Karin var/er et norsk navn. Far sagde, at jeg var hans datter, så det var noget, han bestemte. Og sådan blev det. Det er jeg glad for.

En pige fra mig klasse, spurgte mig en dag, om de måtte kalde hendes nye lillesøster for Karin? Det sagde jeg ja til, men hendes far fik samme besked af Pastor Holger Andersen, at det kunne ikke lade sig gøre, for det var et norsk navn, og det måtte man ikke hedde i Danmark. Hendes far fik ikke sagt Præsten imod, så hendes lillesøster kom til at hedde Karen.
Det er faktisk nogle sjove ting, man går og husker på efter så mange år. Jeg gik vist i det, vi kaldte 3. klasse dengang. Det var 5. 6. og 7. skoleår, der var slået sammen. De to første skoleår var 1. klasse, 3. og 4. skoleår var 2. klasse.

Her øverst på billede er min storebror, mor og far, og nederst mine to søstre, og jeg, som hænger godt fat i min fars arm. Det var min far. Vi piger havde fine taftkjoler på med rundskåret nederdel, som var blevet syet af en syerske, en i mor og fars omgangskreds der boede i Ginnerup. Det var kram, de kjoler. Vi havde alle sammen fået stadstøjet på, for vi skulle til Fotograf. Der blev desværre ikke taget Fotograf billede igen, da min lillesøster og lillebror kom til. Det ærgrer mig lidt, fordi det er sådan et godt billede. Ja, vi er 6 søskende i alt.
Når vi skulle af sted i bil, jeg har vel været  en 7-8 år, da vi fik bil, talte far os i bilen, inden vi kørte hjemmefra, og når vi skulle køre hjem igen talte hen igen 1,2,3,.......6, jo, vi var med alle sammen. Så kunne han godt køre.

Jeg kan huske en dag, vi var lige blevet færdig med aftensmaden, hvorefter far sagde, at vi børn skulle i seng, for mor og han skulle i biografen, jeg har nok været ca. fem år, det var jeg, da min storebror og jeg første gang skulle se efter de små, når mor og far ikke var hjemme.
Jeg kan huske, jeg ved hans ord følte, jeg fik en spand kold vand i hovedet. Jeg fattede det ikke, vi skulle bare gå i seng, mens de skulle more sig i biografen, det var bund uretfærdig. Jeg var så slået ud og forvirret over den bemærkning, at jeg listede ud, mens de andre ryddede op efter maden. Jeg havde dårlig samvittighed over, at jeg gik, over for mine søskende altså, men jeg var nødt til at komme væk.
Jeg gemte mig mellem blomsterne oppe på en stendysse, vi havde i haven. Der gik lidt tid, så stod far pludselig foran mig og spurgte, om jeg gerne ville med i biografen? Jeg blev så overrasket, forvirret og glad, men også skamfuld, men jeg skyndte mig at nikke. Men det var jo egentlig ikke det, det handlede om, synes jeg, om jeg kom med eller ikke, det var den måde, det foregik på, der var helt forkert.
Min dårlige samvittighed over for mine søskende, var ikke blevet mindre, da far tog mig i hånden, og vi gik ind i huset, men de andre var kommet i seng, så jeg kunne slappe lidt af.
Mor og far og jeg tog så i biografen. Det var dengang, der var lange bænke med rygstøtte. Jeg sad ved siden af far, og han spurgte, om jeg kunne se noget? Det kunne jeg selvfølgelig ikke, så løftede far mig op, og satte mig på ryglænet, så kunne jeg se det hele. Det kunne dem bagved ikke, men jeg var ligeglad, for nu var jeg med min far i biograf, det var skønt. Jeg kan huske, at jeg bagefter tænkte på, at jeg faktisk ikke skænkede mor mange tanker i den forbindelse. Det var en oplevelse med min far. Det må du meget undskylde mor. - Næste morgen følte jeg mig meget dum, da jeg skulle møde mine søskende, men der var ingen af dem, der kommenterede det. Vi var kun 4 søskende, på det tidspunkt, undskyld til jer også. - Men jeg glemmer aldrig den følelse og oplevelse. Det var så stort.

Som børn, havde vi er skønt legehus, som du kan se her neden for, som vi brugte utrolig mange tiner med at lege i og omkring. Vi brugte i det hele taget haven meget dengang. Jeg kan huske, at vi "købte" pandekager og is af mor ved køkken vinduet. - Når vi legede skjul, hoppede vi ind af køkken vinduet, og gemte os under køkken bordet. Det var rigtig sjovt at være barn dengang, synes jeg. Det er ren nostalgi for mig at huske ting fra dengang.

Jeg kan ikke huske fars plejefar, som vi sidder der på bænken. Jeg kan godt huske han boede hos os, men jeg kan ikke sætte ansigt på ham i min hukommelse, før han blev syg og skulle være i vores værelse, som var ved siden af dagligstuen. Men jeg er glad for dette billede af ham, hvor vi er sammen. Det er et dejligt minde.
Fars plejefar ejede Kornhøjgård, da far kom til gården, far var kun tre år dengang. - Far overtog senere Kornhøjgård, efter at hans plejemor var død.

Vi havde en karl, der hed Anton, da jeg omkring 4 år, vil jeg tro. Far havde lavet en gynge af en gammel barnevogn. Den har nok været for udtjent til at trille med flere børn i, da den allerede havde "båret" os fire "store." Det var inden de to mindste kom til.

Du kender sikkert de der store blå barnevogne, som man havde på den tid. Det var kassen derfra, far lavede gyngen af, vi fire "store" kunne sidde i den på én gang.

Anton skubbede os frem og tilbage over henholdsvis det bare cementgulv og et halmgulv. Det gik fint et stykke tid, lige indtil jeg ville af.

Jeg sagde til Anton, at jeg gerne ville af, men han mente, jeg kunne vente til de andre også ville af.

Jeg var meget stædig, også den gang, han skulle i hvert fald ikke bestemme, om jeg skulle af nu eller senere, han kunne bare stoppe gyngen, kunne han, så jeg hoppede bare ud af gyngen, mens den var inde over halmen.
Jeg kan ikke huske, om jeg græd, men mor kom i hvert fald strygende, og jeg kom ind i seng. Hun mente nok, jeg havde slået hovedet.
Jeg tror, jeg har grædt, fordi jeg var så vred på Anton, fordi han ikke ville sætte mig af, når jeg bad om det.
Mor har senere fortalt, at Anton købte bolcher, vi skulle have den næste dag. Jeg skulle bare ikke have nogen, han skulle ikke tro, jeg havde tilgivet ham. Mor fortalte også, at hun mente, det var på grund af mig, at Anton rejste, ikke så længe efter den episode.
Det er jeg virkelig ked af Anton, det var ikke min mening at fryse dig ud på den måde, du var jo kun en stor dreng den gang og til med naboens søn, som vi alle sammen var meget glade for. Undskyld Anton.

Mor har måske ret i, at jeg slog hovedet dengang, for jeg har haft en lys "firkant" i håret i højre side så længe, jeg kan huske tilbage.

Far har forøvrigt meget senere, efter jeg er blevet voksen, sagt til mor, at: "hvis der var noget, jeg ikke ville, så var der ingen, der kunne få mig til det" og "hvis der var noget, jeg ville, var der ingen, der kunne få mig fra det."

Det tænkte jeg noget over, og kom til det resultat, at "det var der vist noget om." Det satte i hvert fald mange ting på plads, for mig selv, hvorfor jeg i givne situationer reagerer, som jeg gør. Det er jo meget rart.

Så er jeg kommet i skole i den gamle Heltborg Skole, der lå nede i nærheden af Heltborg Mølle, som stadigvæk er der.  Far var med til at renovere Heltborg Mølle, før de flyttede til Hurup, da min lillebror overtog Kornhøjgård. 

Første læreren hed Harald Frøkjær og var af den gamle skole, hvor vi skulle tiltale ham med De og Dem. Det var lidt akavet for mig, for vi kom sammen med lærer Frøkjær og hans kone privat. En aften de var hjemme hos os, ville lærer Frøkjær have, jeg skulle lære ham, hvordan man strikker. Jeg var jo først selv ved at lære det. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle sige. Det var lidt svært, skulle jeg sige De eller du til ham, når det var hjemme hos os? - så jeg fik ikke svaret ham. Jeg kan tydelig huske det dilemma jeg var i. Det var ikke sjovt.
Vi fulgtes altid med Frøkjærs i skoven, den sidste lørdag inden jul, for at fælde juletræ. Frøkjær mente altid, han fik det kønneste træ, og det lod vi ham tro, men vi "vidste bedre." Det var vores, det var den kønneste.

De fik et par tvillingedrenge, dem passede jeg, når de var i byen. Jeg sov der om natten ved de lejligheder, så var jeg jo på skolen, når jeg stod op om morgenen.

Jeg havde kun to lærer i de første år. Den anden var Fru Videbæk, jeg kan ikke huske, at vi tiltalte hende med De, så det har vi nok ikke gjort.

Far var i nogle år Formand for Skolekommissionen, så når der senere i skoleforløbet var vikarer, der skulle bo et sted, mens de var tilknyttet Heltborg Skole, var der en del af del, der boede hjemme hos os. Det var rigtig festligt, synes jeg. Det var tider. Jeg nåede at have 13 forskellige lærere i mine 7 år i Heltborg skole. Der var kun Frøkjær, der var fast lærer på stedet.

Da jeg ikke ville på Hurup Realskole, måtte jeg en tur på Ungdomsskole. Det blev så Ungdomsskolen Lægården i Holstebro, under ledelse af Karen Slot, som var forstander dengang. Det var en skøn tid og en dejlig oplevelse.
I Hurup skulle vi ikke tro vi var noget, når vi kom udefra, var vi ikke noget. Sådan var det også i Agger, som var et lille fiskersamfund, fandt jeg ud af nogle år senere.
Jeg var rigtig glad for at skulle på Ungdomsskole, det var lige mig. Friheden under ansvar var noget der passede mig fint.
Jeg havde en skøn tid på Ungdomsskolen. Vi var 102 tøsebørn, det var noget af en mundfuld at skulle fungere sammen med. Men det gik meget godt. Jeg nåede selvfølgelig ikke at kende alle lige godt, det siger sig selv.
Vi havde nogle skønne pudekampe i nattøj, før sengetid, med dem på den anden gang ind i mellem. Det var sjovt, vi blev dog altid stanset af én af lærerinderne, som boede i fløjene, hvor det foregik. Det var frk. Poulsen på min afdeling og lærerinden, som jeg ikke kan huske navnet på, på den anden afdeling, hun var lille og buttet med en størrelse 35 i stiletter, så vi kunne altid høre, når hun kom.

Der var 2-3 og 4 mands stuer, jeg boede på en 4 mands stue. Det var Inga, Linda, Anne og jeg. Jeg kan huske at Linda engang, da hun ville have huller i ørerne, tog en rusten stoppenål, satte den ind i flammen fra et stearinlys, og der efter gennem øret. Jeg synes, det var frygtelig ulækker og hygiejnen manglede fuldstændig. Jeg tænkte, det går galt, det her. Det gjore det også, der gik selvfølgelig en grov betændelse i det i løbet af et par dage. Hun var temmelig dårlig af det.
Det er en oplevelse at bo sammen med 3 andre på et værelse, og være så forskellige, som vi var. Vi var vidt forskellige. Det var til at leve med , selv om Linda fik vippet madrassen af læreropsynet, fordi hun ikke havde redt sengen tilfredsstillende. Jeg tror også det gik ud over Anne engang. Linda og Anne var også klædt på til narrestreger, som brudepar, en aften på gangen. Der skete mange sjove ting.

Vi havde også "Fætter bal" engang med masser af optræden på scenen og gulvet, bl.a. de cyklende postbude på billedet, hvor det er mig længst til højre med madkuverterne. Der var også en sketch om Jylland, Fyn og Sjælland, der var Karolinepiger med ternet tøj, malkeskammel og spand med mælk i små flasker, der gik gennem salen, og meget andet. Der var spisning og Hornmusik til dansen bagefter.

Vi havde et julearrangement, hvor forældrene var indbudt. Vi dansede folkedans for forældrene. Det var et rigtig hyggeligt og festligt arrangeret, men det endte desværre ikke så godt, da der på scenen stod store tykke lys på en træstub, som dekoration.
Datteren Bolette på ca. 4 år til Lærerne Berliner var med på scenen. Når hun bliver glad, bøjer hun ned i knæene og hendes kreppapir skørt får fat i flammen fra lyset. Da hun samtidig har strømpebukser i let brændbart materiale, gik det virkelig stærkt. Hun blev indlagt med 3. grads forbrænding. Vi nåede ikke at se hende igen, inden opholdet sluttede 4. måneder senere. Jeg tror, det var omkring det tidspunkt, hun kom hjem fra sygehuset igen. Det var en rystende oplevelse.

Vi havde en del alm. skolefag, sang med Aage Lund, som var blind, folkedans en gang i ugen, masser af gymnastik på snorlige rækker, som vi kunne dengang, kjolesyning med frk. Albrecht, Vævning med frk, Mehl og meget madlavning i køkkenskole, det var frk. Slot og frk. Kling, der stod for den side. Der var ture til anlæget i Holstebro og til Vesterhavet.

Det var frk. Slot, der sad for enden af mit bord derude. Jeg kan huske en dag middagen bl.a. stod på koteletter, jeg kunne have krøbet under bordet, jeg har nok været boldrød i hovedet.
På landet hjmme fra var jeg vandt til at spise benet fra koteletten med fingrene. Jeg blev bremset af frk. Slot ved første bid! og det blev sagt så højt, at hun var sikker på at alle i rummet kunne høje det: Karin, det er kun det, der kan flyve, du må spise med fingrene. Frk. Slot gik 200% op i etiketten ved bordet.

Det er en skam, jeg ikke kan sætte bileder ind mellem teksten her.

Jeg kan huske, jeg, som teenager, har haft frk. Slot til Husgerning, som det hed dengang, på Husholdningsskolen i Hurup i Thy. Hun var dygtig, vi lærte en masse hos hende.